Tusindfryds tanker og garnkurvens gemmer!

 - eller kun for Katrine og jeg (- Clara spiste ved en veninde). Men nok det var der!

Vi eeeeelsker sushi, os tre tøser – og far….han kørte til grillen efter en dobbelt cheeseburger! *G*

Tja… billedet siger vist alt!

Clara har lige drejet mig noget så grusomt om lillefingren.

Clara: “Moaaar – vil du ikke lave bolcher med mig?”
Jeg: “Nej, det vil jeg ikke, jeg har lidt travlt”

Clara tusser lidt rundt ude i køkkenet, og da jeg kikker derud har hun fundet det hele frem. “Jeg kikker bare på det, mor!”

Clara: “Hvad er det nu vi skal bruge til at lave lakridsbolchre med?”
Jeg: “Lad mig  lige se – lakridspulver og salmiak”
Clara kikker i kassen: “Orv – så dem kan vi godt lave, ikke?”
Jeg: “Jo – det kan vi godt” (og jeg tænker jo sådan rent teoretisk…)
Clara skynder sig at finde gryde og målebæger frem: “Sådan mor – nu kan vi komme igang!”
Jeg: “Øhh – jeg sagde jeg ikke ville…??!!??”
Clara: “Mor – du har lige sagt at vi godt kunne lave lakridsbolcher!”

Så her er de så – lakridsbolcherne!

I dag bliver denne friske unge mand 85 år! Men kun udenpå – indeni er han stadig 17 *S*

Vi fejrede far herhjemme i går aftes med god mad i venners lag. Far blev installeret i vores gæstehus, så han var fri for at skulle køre hjem. Så derfor kunne vi holde fødselsdagsmorgenbord for ham med flag og gaver.

Hjertelig tillykke farmand

….det er den følelse man får, når man stikker fusserne i disse sandaler. De blev mine forleden dag, efter jeg havde gået og kikket langt efter dem i nogen uger. Til sidst blev jeg enig med mig selv om – efter bankdamen havde kommet med kommentaren “det er sjældent at se så unge mennesker, med så god en økonomi” – (!!??!! øhhh, dame, jeg har sgu da overtræk på kontoen!!!) - at jeg hellere måtte skynde mig at købe dem, inden bankdamen fortrød sin udtalelse.

Og de er simpelthen bare fantastiske. Jeg føler, jeg svæver rundt. De hedder Relaxshoes, og hvis ikke du har et par, så skynd dig at købe nogen. De er købt hos Skoringen, og der er mange forskellige udformninger og farver at vælge imellem.

De sidste par dage har jeg været i baby-mode. Der er nemlig småfolk på vej! Dog ikke her i huset, men rundt omkring mig. Det har været en kærkommen lejlighed til at få strikket lidt småtterier.

Denne trøje er i Debbie Bliss Cashmerino og rigtig, rigtig blød og lækker. Den er fra en bog også af Debbie Bliss, hvilken en kan jeg desværre ikke huske

Trøjen blev afleveret til vores bankrådgiver i dag, med et gammelrosa bånd og et blåt. Så må vi se hvad det bliver for en lille en, der skal i den. Hun går på barsel om en måned.

For rigtig lang tid siden lovede jeg Rikkes datter Johanne en norsk trøje i mønsterstrik. Jeg fik strikket kroppen, og så kunne jeg se den så meget mystisk ud i formen. Det var så et af Garnstudios mindre heldige mønstre.

Jeg forsøgte at lave trøjen om til en trøje med rundt bærestykke, og fik da også lavet alle beregningerne – men så kom jeg sådan set ikke længere.

 For noget tid siden var Rikke og jeg så inde i Perlestrik, og der hang denne trøje strikket op. Den var bare lige i øjet til Johanne, så den måtte jeg bare strikke.

I går fik jeg så hæftet de sidste ender ude ved Rikke, så Johanne endelig kunne få sin trøje. Og den passer perfekt til den lille dame.

…er noget af det bedste, når den falder i god jord, på det rigtige tidspunkt.

Jeg har længe puslet med tanken om at give Diana Benneweis et eksemplar af min bog og et par bundter kauni-effektgarn, samt rosentræsstrikkepinde, så hun kunne lave sig et helt enkelt retstrikket kauni-sjal.

Diana er et meget fint og stort menneske, der med sin åbenhed omkring sin psykiske sygdom har gjort det lettere at være psykisk syg i Danmark.

Jeg har jo selv oplevet hvor afslappende, det er at strikke, og hvor meget det har hjulpet mig gennem min sygdom, og jeg synes jeg ville give dette videre til Diana.

Min tanke var også, at hvis ikke Diana selv havde lyst til at prøve kræfter med strikkeriet, så kunne hun nok finde en der ville strikke for hende. Og så havde hun trods alt fået et dejligt sjal at putte sig i.

I går var Cirkus Benneweis så forbi Hjørring, og jeg kørte ud på pladsen i går formiddags. Jeg traf ikke selv Diana, men hendes datter Nadia og mand tog imod. De var sikre på at Diana ville blive glad.

Og det blev hun. I morges kom der så den varmeste mail fra Diana, hvor hun takkede mange gange. Det var lige det rigtige tidspunkt, hun fik sådan en garn-gave på. Hun har strikket i sine unge dage, og vil selv sætte sig til vinter med strikkepindene.

Dejligt

Så er jeg hjemme fra en meget vellykket dag. 

Jeg var meget heldig at Vendsyssel Historiske Museum havde lyst til at samarbejde med mig om WWKiPday. De stillede et stort telt tilrådighed i Museumshaven vi kunne være under i tilfælde af regn – og selvom solen for det meste skinnede, faldt der også et par dråber. Så teltet kom til sin ret.

Jeg var meget spændt på hvor mange der ville komme. Jeg havde kun hørt om et par stykker, der havde tid så jeg frygtede lidt at Rikke fra museet og jeg ville komme til at sidde sådan lidt alene.

Men den avisomtale vi fik i onsdags, i den lokale avis gav virkelig pote. 51 kom ialt til vores arrangement. De fleste strikkede, men nogen kom også bare for at hilse på og se hvad vi lavede.

Jeg havde lavet entrelac-workshop, og det var en stor succes. Folk begyndte allerede at snakke om WWKiPday til næste år, og hvad de så kunne tænke sig at lære. Samtidig var der også stor interesse for det LOF-kursus, jeg nok laver i strikning til efteråret.

Men det korte af det lange er, at det var en dag med snak, strik og sjov. Der blev gjort nye bekendskaber og knyttet bånd på kryds og tværs, samt vist “folket” hvor hyggeligt det er at strikke. – Lige det wwkipday handler om.

På billedet er der ikke kommet ret mange endnu, og senere havde jeg SLET ikke tid til at få fotograferet – der havde jeg travlt med at lære fra mig.

I nat har Ole, Clara og jeg været forvist til gæstehuset i haven. Katrine har haft besøg af en flok unge mennesker fra den nye klasse. De skulle se DVD og spille playstation hele natten. Jeg havde købt stort ind af slik, chips og sodavand, for uden mad og drikke….

Jeg glædede mig til at møde flokken, for det er lidt svært at lære tøsens klassekammerater at kende, når man sådan kommer ind midt i 8. klasse. Fællesspisning og diverse andre skolearrangementer er mest noget der foregår i de små klasser. Ligeledes kører de store unger jo også bare selv over til hinanden, på besøg – de behøver ikke forældrenes hjælp.

Men sådan en god gang video-aften kunne rette op på miseren. Sikke en herlig flok. Søde piger og gæve gutter. Vi grillede allesammen i aftes, og da Ole skulle vise at Ella (you know – vores golden retriever) kunne sidde med en feta på næsen og gribe den igen, skulle tricket straks kopieres. Så det endte med at vi alle sad med ost på næsen og lavde diverse spjæt og bevægelser for at få det førdømte stykke tern til at ramme munden.

Det lykkedes ikke helt, men hold da op hvor blev der grinet. Ole tog masser af billeder, men jeg er ikke helt sikker på, at de er blog-venlige