Archive for April, 2008

Forandring fryder…

Thursday, April 24th, 2008

…eller bare opfriskning!

Vejret var så fantastisk i går at jeg bare MÅTTE være udendørs. Jeg forsøgte forgæves at få liv i græsslåmaskinen, men jeg har simpelthen ikke teknik/kræfter til at få det monstrum startet.

Så jeg endte i skuret i stedet for, hvor der står en masse maling efterladt fra de tidligere ejere af huset. En af bøtterne var der skrevet “Sålbænk/kvist” på. Aha – tænkte jeg – det er vist mit stikord. Fluks blev pensler, afrensning og børster fundet frem, og igang var jeg.

Det pyntede helt gevaldigt på huset!

saalbaenk.jpg

Forældresamtale

Wednesday, April 23rd, 2008

Vi var til forældresamtale med Clara på Hjørring Friskole igår. Vi var noget spændte, for det er jo ikke mere end et par måneder siden vi flyttede pigerne. Vi synes selv, vi har kunne mærke en stor ændring hos Clara – men var det bare vores briller?Clara plejer at have svært ved skolen. På den gamle skole lå hun undermiddel/middel i de fleste fag, og hun gik til ekstradansk for at blive bedre til det. Specielt læsning har det haltet meget med. Hun har ikke brudt sig om at gå i skole og har snydt med lektierne, hvor hun kunne.I går fik vi så den dejlige besked, at Clara er en sød, glad pige, der er faldet godt til i klassen og trives godt med kammeraterne. I timerne arbejder hun målrettet, koncentreret og med stor energi.

Læsetesten viste at hun var en sikker læser, men at det gik langsomt. Dansklæren havde nogen helt konkrete tiltag til at få Claras læsehastighed op, så det var bare et spørgsmål om tid og arbejde fra Claras side. I stavning lå hun i top med kun en enkelt eller to fejl pr. gang. Matematiklæreren kunne kun sige positivt om Clara og beskederne fra de andre lærere var også positiv.

Men vigtigst af alt kunne de fortælle om en pige, der havde LYST til at lære.

Jeg var simpelthen så glad og stolt, at jeg flere gange undervejs var ved at få tårer i øjenkrogen.

Jeg spurgte Clara hvad der lige var sket i specielt dansk – hvorfor hun pludselig har lyst til at læse og sige noget…. “Jamen mor, nu er jeg ikke bange for hvad de andre siger om mig bagefter – nu tør jeg godt”

Ja, vi må virkelig sande at Hjørring Friskoles motto “Glade børn, lærer mest” passer.

Kort om kort!

Thursday, April 17th, 2008

Kort og godt – lidt kort:

kort.jpg

De er til hhv. en konfirmation og en fødselsdag – drenge begge to.

Strejkeramt

Thursday, April 17th, 2008

I dag skulle Clara have været på Børneambulatoriet på sygehuset til hendes hyposensibilisering (allergivaccination). Efter et forløb på 1½ år med først ugentlige injektioner og sidenhen med længere mellemrum, er vi nu nået  op på kun at møde hver 6. uge. Injektionerne skal gives indenfor +/- en uge for det fastsatte tidspunkt for at programmet følges og der er optimal effekt.

Men…. der er jo ligesom lidt strejke, sådan rundt omkring…. Øv. Jeg har fuld forståelse for at der kæmpes lønkamp. Men jeg er dog så dobbeltmoralsk, at det ikke skal gå ud over min datters behandling, og min datters mulighed for for første gang i hendes liv måske få en sommer uden hævede øjenæbler (jeps – du læste rigtigt…. det er også selve øjet der hæver på hende), kriller og kløe i hele hovedet, og en næse, der løber langt foran hende.

Så jeg har ringet højt og lavt for at finde en privatklinik, speciallæge eller andet, der kunne hjælpe os – og havde tid. Og endelig lykkedes det. En speciallæge i Århus udfører også denne behandling og havde tid mandag.

Hvad betyder 4 timer i bil, når sommeren er reddet?

Der er så meget vi kvinder ikke forstår – heldigvis!

Wednesday, April 9th, 2008

I kender sikkert reklamerne for Oddset? I ved med den håbløse kvinde, der lytter til gutterne, der ser sport og fodbold i tv…

14.jpg

Selvom reklamerne jo tager tykt pis på os kvinder – og måske i særdeleshed os strikkende kvinder (selvom hun jo dog ikke sidder med strikketøjet, men hun kunne lige så godt have gjort det *S*), synes jeg faktisk de er hamrende sjove!

Nu har de lavet et rigtigt drengerøvs-site, der lige er noget for vores mænner: www.derersaamegetkvinderikkeforstaar.dk - og faktisk er det hylende morsomt for os også. Prøv at chekke det ud.

Noro-trøje

Monday, April 7th, 2008

Så er jeg blevet færdig med Johanne´s Noro-trøje. Den er strikket i en rød/pink kureyon med raglan-ærmer. Endnu engang har jeg selv regnet mig frem til opskriften, og den er vist blevet ok. Selvfølgelig fik jeg den afleveret så hurtigt at jeg ikke fik taget et billede, men mon ikke Rikke kan lokkes til at tage et billede med indhold, næste gang hun har tøsepigen på weekend.

Næste projekt…

Thursday, April 3rd, 2008

… eller det vil sige næste igen – igen, for jeg er allerede igang med en sweater i Noro Kureyon til Rikkes datter Johanne. Det er som et plaster på såret over at jeg ikke har fået denne her færdig for LÆNGE siden.

Det er en norsk sweater strikket efter en Garnstudio-opskrift. Men det viser sig at målene overhovedet ikke passer efter nogen ting. Den bliver vildt mærkelig i formen. Alt for kort, og med nogen kæmpeflagermusærmer. Så den bliver pillet op. Jeg har brugt hele formiddagen til at regne og regne – for trøjen er jo egentlig køn nok, den er bare for mærkelig i formen. Og så HADER jeg at strikke flerfarvet strik på vrangen, og jeg er ikke helt tryg ved at klippe i strik, så den skulle laves om til en trøje med rundt bærestykke, så den kan strikkes fuldstændig rundt. Jeg laver den også om til at blive strikket fra oven og ned – på den måde kommer mønsterborten til at passe 100 % ved overgangen mellem ærmer og krop – selvom jeg finder på at strikke ærmerne lidt længere.

johanne1.jpg

Endnu engang Færdig! Finito! Done!

Thursday, April 3rd, 2008

Enten strikker jeg for meget eller også blogger jeg for lidt! – og da man i min verden ikke kan strikke for meget, ja, så må det betyde at jeg blogger for lidt.

Endnu engang kan jeg melde en trøje færdig jeg ikke engang har fået præcenteret som strikketøj på bloggen.

Det er en raglantrøje, der er en smule inspireret fra Oles Cobblestone. Godt nok er det kun kanterne, der er nogenlunde de samme – men jeg fik idéen til den under strikningen af Oles trøje. Den er næsten samme farve som Oles, men strikket i Lanett og Sisu, begge fra Sandness garn på pind 4. Det var vigtigt at garnet kunne maskinvaskes og at det var dejligt blødt, for trøjen er til min gamle far.

farstroeje.jpg

Det er første gang jeg har prøvet hele processen fra idé, over strikkeprøver, udregninger og færdigt resultat. Undervejs måtte jeg ud i noget med 2 ligninger med 2 ubekendte, for at få udregnet hvor mange indtagninger, der skulle være med hhv. 2 omganges mellemrum og 1 omgangs mellemrum i raglanindtagningerne. Men det hele løste sig på smukkeste vis.

Jeg tog også lidt udgangspunkt i Elizabeth Zimmermans “Knitting without tears” – men det skulle jeg ikke have gjort, for jeg synes ærmerne er blevet for smalle – selvom jeg endda lavede dem videre end hun foreslog til raglan. Nej, jeg skulle have stolet på mig selv og de mål jeg havde taget, men det ved jeg til næste gang.

Jeg blev færdig med sidste maske og sammensyning igår eftermiddags – så den har taget præcis en uge at lave. Hvor jeg dog elsker sådan noget rundt og rundt strik.