En trøje til Katrine
Thursday, January 31st, 2008Jeg har længe lovet min datter Katrine at strikke en trøje til hende – faktisk de sidste 2½ år. Det er aldrig lige blevet til det, og det har skiftet lidt mellem hvilken trøje det skulle være. Vi har set en kopi af Sarah Lunds Forbrydelsen-trøje. DEN ville Katrine gerne have. Men mønstret var i størrelse voksen og Katrine er en lille spirrevip på meget få kilo – ca en størrelse 34. Jeg har regnet og regnet for at lave den om til en mindre størrelse, og strikket utallige strikkeprøver, men det ville bare ikke fungere. Derfor satte jeg Katrine til at søge på nettet for at finde en alternativ trøje. Efter 5 minutters søgen kom hun op med denne her – Alice fra Design Club DK. Jeg synes den er superflot og vil passe så fantastisk til hendes slanke krop. Jeg strikker den i small, og regner med at rib-effekten er stor nok til at den også kan passe hende.