Archive for the ‘snik snak’ Category

Parløb

Monday, January 4th, 2010

Sådan her omkring nytår har “man” jo altid nogen forsætter… og et af mine forsætter er at prøve at blive mere aktiv på min “gamle” blog. Så hvad jeg viser på Knitalots blog vil forsøge også at poste herinde – bare sådan fordi :-)

Kreativ strik – kreativ markedsføring!

Friday, July 11th, 2008

Inde på hobbynettet faldt jeg over et specifikt link til bladkiosken.dk, hvor man kunne bestille et prøveeksemplar af det nye blad Kreativ strik. Man kunne vælge mellem 1 nummer, 2 numre eller 4 numre. Jeg valgte kun at få et nummer, for jeg ville lige kikke det ud.

Da bladet kom var der et giro-kort med på det lille beløb, man skulle betale for det enkelte blad. Selve blanketten som giro-kortet sad på lignede sådan en abbonnementsskrivelse, men jeg gik ud fra at det var sådan en standardskrivelse, de sendte ud.

Vi diskuterede det lidt inde på hobbynettet, og blev enige om, at når vi kun havde bestilt et nummer, så var det også kun et nummer, vi fik.

Der var så en der var mere snu end os andre, og ringede ind til forlaget, der udgiver Kreativ strik (dem, der også udgiver Ingelise). Nej, nej – det var skam et abonnement, man skulle opsige, hvis man ikke ønskede flere numre.

Jeg undrede mig og prøvede at gå ind på nøjagtig det samme link som første gang. Og nu havde de pænt nok ændret teksten derinde, så man kun kunne vælge mellem at få 2 blade eller 4 blade til en bestemt pris.

Der var samtidig et lille link, der hedder “Læs abonnementsbetingelser”, men i selve teksten omkring Kreativ strik står der INTET om, at det er et abonnement man er ved at købe, så lidt naivt behøver man jo strengt taget ikke læse abonementsbetingelserne. Og jeg kan simpelthen ikke huske om det link var der oprindeligt.

Da jeg ringede ind til forlaget for at brokke mig, spurgte hende jeg talte med om det var gennem bladkiosken.dk, jeg havde købt bladet – for “der står ganske tydeligt, at det er et abonnement”. -Tja, døm selv hvor “ganske tydeligt” det står, hvis man ikke lige trykker på linket.

Bladet hedder Kreativ strik, men ganske generelt synes jeg ikke der var noget særligt kreativt over modellerne deri, men derimod synes jeg det er en lige vel kreativ måde, at føre forretning på – men fair nok; et prøvenummer for kun 9,50 er måske også meget forlangt.

Men jeg ville bare gerne være blevet gjort helt åbent opmærksom på, hvad det var jeg var ved at købe.

Afhængig!

Friday, July 4th, 2008

Ja, jeg er afhængig – jeg indrømmer det blankt og fuldt!

I går eftermiddags kl 17, kom vi ud til vores fyr ude i staldbygningen. Rummet var 70 grader varmt og kogende vand stod ud af…. æhhh… ekspansionsbolten, tror jeg nok Ole kaldte den. Vi fik lavet akut førstehjælp på systemet, men trykket ville bare ikke sænke sig. Gode råd var dyre, men heldigvis var hjælpen nær. Oles far koom med løsningen – det måtte være vandvarmeren der ledte vand ind i systemet (eller sådan noget – jeg hørte ikke rigtig efter de tekniske forklaringer, jeg kunne bare konstatere at der var meget vand, og at det var temmelig varmt!) Ole fik lukket for hovedhanen, så vi kunne stoppe vandets fossen.

Smeden blev tilkaldt – han dukkede op i aftes kl. 23. For han holdt fri idag fredag. Men han kunne kun konstatere at det VAR vandvarmeren det var galt med, og at hovedhanen skulle forblive lukket, for der var ikke andre muligheder for at lukke vandet af – lortesystem.

Så nu er de vi kommer til min afhængighed. For hvor ER jeg (og resten af familien) afhængig af rindende vand. Toiletbesøg er strengt rationerede, vi må ind til naboen og fylde vandflasker, vi kan ikke vaske op og tøjet ligger beskidt i vasketøjskurven. Vi kører 17 km for at komme ind til min far for at tage bad. Heldigvis trådte naboen til og lånte Katrine sit badeværelse, så hun kunne komme ren til danseopvisning.

Det er kun lidt over et døgn vi har været ramt, og jeg har virkelig fået en dyb respekt for de kvinder i Afrika, der går rigtig, rigtig langt efter en spand vand. Det er jo virkelig frygteligt ikke at kunne tage et glas vand, når man er tørstig.

Vi tager rindende vand fra hanen som en selvfølge – selv når den mangler. – Som jeg lige sagde til Clara for to minutter siden – Giv lige Ella noget vand! – selvom vi lige havde stået at snakket om, at vi ikke kunne komme på toilettet, før der var hentet en spand vand hos naboen. Men jeg havde allerede “glemt” det igen.

Nå ja – heldigvis kommer smeden igen på mandag. Så overleve det gør vi da, men hold da op hvor har vi fået en lærestreg.

Sushi for alle

Monday, June 30th, 2008

 - eller kun for Katrine og jeg (- Clara spiste ved en veninde). Men nok det var der!

Vi eeeeelsker sushi, os tre tøser – og far….han kørte til grillen efter en dobbelt cheeseburger! *G*

sushi.jpg

Og snydt det blev jeg…

Sunday, June 22nd, 2008

Clara har lige drejet mig noget så grusomt om lillefingren.

Clara: “Moaaar – vil du ikke lave bolcher med mig?”
Jeg: “Nej, det vil jeg ikke, jeg har lidt travlt”

Clara tusser lidt rundt ude i køkkenet, og da jeg kikker derud har hun fundet det hele frem. “Jeg kikker bare på det, mor!”

Clara: “Hvad er det nu vi skal bruge til at lave lakridsbolchre med?”
Jeg: “Lad mig  lige se – lakridspulver og salmiak”
Clara kikker i kassen: “Orv – så dem kan vi godt lave, ikke?”
Jeg: “Jo – det kan vi godt” (og jeg tænker jo sådan rent teoretisk…)
Clara skynder sig at finde gryde og målebæger frem: “Sådan mor – nu kan vi komme igang!”
Jeg: “Øhh – jeg sagde jeg ikke ville…??!!??”
Clara: “Mor – du har lige sagt at vi godt kunne lave lakridsbolcher!”

Så her er de så – lakridsbolcherne!

bolcher.jpg

Ahhhh…..

Friday, June 20th, 2008

….det er den følelse man får, når man stikker fusserne i disse sandaler. De blev mine forleden dag, efter jeg havde gået og kikket langt efter dem i nogen uger. Til sidst blev jeg enig med mig selv om – efter bankdamen havde kommet med kommentaren “det er sjældent at se så unge mennesker, med så god en økonomi” – (!!??!! øhhh, dame, jeg har sgu da overtræk på kontoen!!!) - at jeg hellere måtte skynde mig at købe dem, inden bankdamen fortrød sin udtalelse.

Og de er simpelthen bare fantastiske. Jeg føler, jeg svæver rundt. De hedder Relaxshoes, og hvis ikke du har et par, så skynd dig at købe nogen. De er købt hos Skoringen, og der er mange forskellige udformninger og farver at vælge imellem.

billede004.jpg 

At give en gave…

Sunday, June 15th, 2008

…er noget af det bedste, når den falder i god jord, på det rigtige tidspunkt.

Jeg har længe puslet med tanken om at give Diana Benneweis et eksemplar af min bog og et par bundter kauni-effektgarn, samt rosentræsstrikkepinde, så hun kunne lave sig et helt enkelt retstrikket kauni-sjal.

Diana er et meget fint og stort menneske, der med sin åbenhed omkring sin psykiske sygdom har gjort det lettere at være psykisk syg i Danmark.

Jeg har jo selv oplevet hvor afslappende, det er at strikke, og hvor meget det har hjulpet mig gennem min sygdom, og jeg synes jeg ville give dette videre til Diana.

Min tanke var også, at hvis ikke Diana selv havde lyst til at prøve kræfter med strikkeriet, så kunne hun nok finde en der ville strikke for hende. Og så havde hun trods alt fået et dejligt sjal at putte sig i.

I går var Cirkus Benneweis så forbi Hjørring, og jeg kørte ud på pladsen i går formiddags. Jeg traf ikke selv Diana, men hendes datter Nadia og mand tog imod. De var sikre på at Diana ville blive glad.

Og det blev hun. I morges kom der så den varmeste mail fra Diana, hvor hun takkede mange gange. Det var lige det rigtige tidspunkt, hun fik sådan en garn-gave på. Hun har strikket i sine unge dage, og vil selv sætte sig til vinter med strikkepindene.

Dejligt :-)

Årets første Tversted-is!

Monday, May 12th, 2008

Is fra Det Blå Ishus i Tversted! – Ingen sommer uden MINDST – nå ja – RET mange besøg hos Ishuset. Og det SKAL være det blå – det længst nede mod stranden. Det ved alle de lokale – turisterne står ved de to andre ishuse, for der er køerne kortere. Men de bliver snydt for en fantastisk oplevelse, gør de.

Guffen ved Det Blå er helt fantastisk – de har en eller anden hemmelig opskrift, der gør den til en oplevelse for sig. Samtidig er isene også kolonorme. En kugle i “Det Blås” terminologi svarer til en 2-3 kugler i andres.

Så betyder det mindre at køen er lang – det er jo en del af oplevelsen. Vi møder altid nogen vi kender, og så får man sig lige en sludder undervejs.

tverstedis1.jpg

Bagefter skal isen spises nede på stranden. I lørdags var der den smukkeste solnedgang. Den får I nu ikke noget billede af – men se hvilket lys den kaster på Ole og Katrine.

tverstedis2.jpg

Forandring fryder…

Thursday, April 24th, 2008

…eller bare opfriskning!

Vejret var så fantastisk i går at jeg bare MÅTTE være udendørs. Jeg forsøgte forgæves at få liv i græsslåmaskinen, men jeg har simpelthen ikke teknik/kræfter til at få det monstrum startet.

Så jeg endte i skuret i stedet for, hvor der står en masse maling efterladt fra de tidligere ejere af huset. En af bøtterne var der skrevet “Sålbænk/kvist” på. Aha – tænkte jeg – det er vist mit stikord. Fluks blev pensler, afrensning og børster fundet frem, og igang var jeg.

Det pyntede helt gevaldigt på huset!

saalbaenk.jpg

Forældresamtale

Wednesday, April 23rd, 2008

Vi var til forældresamtale med Clara på Hjørring Friskole igår. Vi var noget spændte, for det er jo ikke mere end et par måneder siden vi flyttede pigerne. Vi synes selv, vi har kunne mærke en stor ændring hos Clara – men var det bare vores briller?Clara plejer at have svært ved skolen. På den gamle skole lå hun undermiddel/middel i de fleste fag, og hun gik til ekstradansk for at blive bedre til det. Specielt læsning har det haltet meget med. Hun har ikke brudt sig om at gå i skole og har snydt med lektierne, hvor hun kunne.I går fik vi så den dejlige besked, at Clara er en sød, glad pige, der er faldet godt til i klassen og trives godt med kammeraterne. I timerne arbejder hun målrettet, koncentreret og med stor energi.

Læsetesten viste at hun var en sikker læser, men at det gik langsomt. Dansklæren havde nogen helt konkrete tiltag til at få Claras læsehastighed op, så det var bare et spørgsmål om tid og arbejde fra Claras side. I stavning lå hun i top med kun en enkelt eller to fejl pr. gang. Matematiklæreren kunne kun sige positivt om Clara og beskederne fra de andre lærere var også positiv.

Men vigtigst af alt kunne de fortælle om en pige, der havde LYST til at lære.

Jeg var simpelthen så glad og stolt, at jeg flere gange undervejs var ved at få tårer i øjenkrogen.

Jeg spurgte Clara hvad der lige var sket i specielt dansk – hvorfor hun pludselig har lyst til at læse og sige noget…. “Jamen mor, nu er jeg ikke bange for hvad de andre siger om mig bagefter – nu tør jeg godt”

Ja, vi må virkelig sande at Hjørring Friskoles motto “Glade børn, lærer mest” passer.

Strejkeramt

Thursday, April 17th, 2008

I dag skulle Clara have været på Børneambulatoriet på sygehuset til hendes hyposensibilisering (allergivaccination). Efter et forløb på 1½ år med først ugentlige injektioner og sidenhen med længere mellemrum, er vi nu nået  op på kun at møde hver 6. uge. Injektionerne skal gives indenfor +/- en uge for det fastsatte tidspunkt for at programmet følges og der er optimal effekt.

Men…. der er jo ligesom lidt strejke, sådan rundt omkring…. Øv. Jeg har fuld forståelse for at der kæmpes lønkamp. Men jeg er dog så dobbeltmoralsk, at det ikke skal gå ud over min datters behandling, og min datters mulighed for for første gang i hendes liv måske få en sommer uden hævede øjenæbler (jeps – du læste rigtigt…. det er også selve øjet der hæver på hende), kriller og kløe i hele hovedet, og en næse, der løber langt foran hende.

Så jeg har ringet højt og lavt for at finde en privatklinik, speciallæge eller andet, der kunne hjælpe os – og havde tid. Og endelig lykkedes det. En speciallæge i Århus udfører også denne behandling og havde tid mandag.

Hvad betyder 4 timer i bil, når sommeren er reddet?

Dårlig kombination!!!

Wednesday, March 12th, 2008

1. Gemalens afkalkning af el-kedlen med eddike uden at sige noget
2. Et stks søvndrukken Dorte, der ikke tømmer kedlen før hun koger vand til nescafé.

Tilsammen en MEGET dårlig smag i munden!

Trivial Pursuit.

Sunday, March 2nd, 2008

Ungerne sidder her og spiller Trivial – spørgsmålene er lidt svære, men pludselig lyder det fra Katrine: “Mor! – Jeg kunne svare!”

Og moderen var stolt….prøv at se spørgsmålet…:

trivial2.jpg

(Hvis nogen derude i blog-land skulle være i tvivl, så er svaret rib-strikning *S*)

Den mest fantastiske gave…

Saturday, March 1st, 2008

…fra den mest fantastiske person!

I dag havde jeg aftalt at tage med RikkeJohn Coffee Brasserie i Hjørring til brunch. Vi aftalte at mødes hjemme ved hende ved 9-tiden, så der var tid til lidt snak og hygge inden Brasseriet åbnede kl. 11. Og prøv lige at se hvad Rikke gav mig!

Min helt egen garnbog, som hun har lavet til mig!

Rikke har samlet en masse ugebladsopskrifter og sat kanont flot op i en bog. Behøver jeg at sige at jeg fik tårer i øjnene af glæde, da hun gav mig den.

garnbog1.jpg

garnbog2.jpg

garnbog3.jpg

Brunchen på John Coffee var forøvrigt uden tvivl den bedste jeg nogen siden har fået! Hvis du kommer til Hjørring burde du unde dig selv den oplevelse.

Stormskade!

Friday, February 22nd, 2008

Vel som jeg sad ude ved Connie og strikkede tikkede en sms ind fra Joan – naboen. Vores store havetrampolin på 4,6 m i diameter havde taget flyveturen nede fra bunden af haven, op over en række 4 m høje træer og hamret ind i huset – en tur på omkring 60 m. Joan og vores anden nabo havde fået den sikret nogenlunde mod at flyve videre ud over vejen. Heldigvis skete der ikke noget med nogen  - men trampolinen, den er død, og huset skal have nye tagrender.