Archive for the ‘Yangtze-turen’ Category

Vel hjemkommet…

Wednesday, November 21st, 2007

Så er far og jeg kommet vel hjem fra Kinas land. Det var en rigtig god tur, men også meget hård tur. Jeg fatter ikke hvordan far har kunne komme igennem det hele – men han har taget det i stiv arm. Jeg har skrevet en lang, lang rejsebeskrivelse, som jeg lægger her på bloggen, når jeg får sorteret og lagt mine billeder ind i den.

Næsten klar…

Wednesday, November 7th, 2007

Så er kufferten ved at være pakket, passet fundet frem og billetten klar. I morgen kl. 06.00 kører jeg hjemmefra for at hente min far og så skal vi afsted til Kina. Vi skal være på farten i 19 timer ialt, og når vi når Shanghai er klokken 8.15 lokal tid – dvs. vi har en hel dag foran os med sightseeing osv. Det bliver lidt hårdt, men også meget spændende. Bl.a. skal vi op i toppen af Jin Mao, verdens 3. højeste bygning. Det kan godt give lidt kriller i maven. Jeg vender tilbage om en 1½ uges tid med billeder og oplevelser.

NU skal vi afsted…

Tuesday, September 11th, 2007

…så er den sidste forhindring forhåbentlig ad vejen for vores tur til Kina. Det viste sig at det kunne være et problem at få en rejseforsikring til far. Dels er han jo blevet 84 og dels havde han en blodprop ved hjertet i oktober sidste år. Han var ved lægen forleden for at få udfyldt en helbredserklæring og nu er der kommet svar fra Gouda. Han kan blive forsikret på helt normale vilkår. Så NU er vejen banet…

Yangtze here we come!

Wednesday, August 29th, 2007

Yes!!! Efter at have forsøgt i 2½ uge at få fat i nogen på kommunen, der kunne give mig tilladelse til at holde ferie selvom jeg er sygemeldt, fik jeg endelig idag grønt lys.

Så nu er fars og min tur bestilt. Du kan læse mere om vores store tur på Albatros hjemmeside. Skriv “Yangtze-krydstogt” i søgefeltet, så er det nummer to rejse, der bliver vist. Jeg glæder mig helt vildt, og er bare SÅ glad for at jeg må tage afsted.

Udlængsel….

Thursday, August 16th, 2007

Uhhh, det er spændende…. Far har jo altid været rejselysten og har været både i Sydafrika på rundrejse, safari i Kenya, flodtur på Amazon-floden, Grønland, Italien og meget mere. Forleden morgen vi snakkede fortalte han om alle de rejser der reklameres for i avisen – det var spændende at læse om, men også lidt trist, fordi han nu er kommet så langt op i årerne at det ikke rigtig er muligt for ham at rejse længere. Jeg foreslog, at jeg skulle tage med som kuffert-slæber, pas-holder og hjælpende hånd. Det var han straks helt med på, så de sidste mange dage har vi kikket rejser, for at finde ud af hvor vi skal hen.

Vi har snakket Galapagos-øerne….men det blev forkastet idet man gør holdt i Quito, der ligger 2800 m over havets overfalde. Det er ikke smart når man, som far forvejen har problemer med kredsløbet. Så snakkede vi krydstogt op langs Norges kyst – noget der er udråbt som den helt store naturoplevelse. Vi har været omkring Indien, Egypten og andre eksotiske steder, men igår havde far fundet det helt rigtige. Et krydstogt på Yangtze-floden i Kina. Det er lige det rigtige til os. Der er mange stop og spændende udflugter undervejs og foredrag om alt fra kinesisk medicin til tai chi om bord på skibet, mens man sejler. Hvis man da ikke vil nyde den storslåede natur man passerer. Jeg glæder mig specielt til den sidste dag hvor vi skal til Suzhou, og besøge et silkespinderi….mon ikke det kan lade sig gøre at købe noget lækkert med hjem næsten direkte fra kokonen?

Jeg glæder mig rigtig meget til at opleve Kina sammen med far. Det bliver en helt uvurderlig rejse og oplevelse vi skal have sammen.